
I TV2 nyhederne d. 12. maj 2009 kom det frem, at en række personer har samlet underskrifter for at få ændret lovgivningen således, at alle danskere pr. automatisk er registrerede som organdonorere. Dette kaldes også formodet samtykke.
På sin vis kan jeg godt følge deres tankegang og jeg mener at deres intention er nobel, da det helt givet vil sikre flere donorer til patienter, som mangler organer.
Jeg er imidlertid enig med etisk råd og den gældende danske lov om; at afgørelsen ligger hos den enkelte, som frit kan vælge at tilmelde sig som organdonor eller lade beslutningen være op til de pårørende, hvis den enkelte ikke er organdonor og i en ikke-bevidsthedstilstand.
Baggrunden for dette skal findes i min tro på det enkelte menneskes grundlæggende ret til at bestemme over sin egen krop. Formodet samtykke vil kræve at det enkelte individ aktivt skal framelde sig ordningen.
Jeg mener dog at flere bør melde sig frivilligt som organdonorer. En hjælp til dette kunne være at staten yder et økonomisk tilskud til at køre kampagner for donorregistret. Endvidere bør staten give massiv forskningsstøtte til genforskning, så vi hurtigere kan nå frem til at det bliver muligt at “dyrke og gro” organer ud fra det enkelte individs stamceller. Ved at dyrke organer på denne måde vil patienten ikke komme ud for at organet bliver afstødt af kroppen, som det sker i nogle tilfælde ved organdonation.
Jeg er dog klar over at dette måske ligger langt ude i fremtiden.
Hvad er din holdning til dette?